Hvordan køber man en andelsbolig?

Først publiceret: 11. juli 2017 | Opdateret dato: 8. februar 2024 | Skrevet af: Ludvig Kofoed

Søg andelsboliger i hele Danmark

Når man skal til at købe en andelsbolig, støder man ofte på spørgsmålet: ”Hvordan køber man en andelsbolig? ”. Selve købet sker i høj grad på samme måde som ved en ejerbolig, forskellen ligger dog i beslutningsprocessen bag købet. Ved køb af en andelsbolig skal man nemlig tage stilling til langt flere ting end ved køb af en ejerbolig.

Du har sandsynligvis hørt flere skrækhistorier omkring andelsboligforeninger med dårlig økonomi og om folk, der har mistet utroligt mange penge. Læs mere her for at få svar på hvad du ellers skal være opmærksom på ved køb af en andelsbolig

Regnskabet

Første skridt, når man køber en andelsbolig, er andelsboligforeningens regnskab. Her er der en lang række ting du skal lægge mærke til. Den første og mest overskuelige post, man bør kigge på, er boligafgiften. Boligafgiften er den ”husleje” du betaler for at bo i andelen. Hvorvidt den er høj eller ej, er ikke altid et tegn på en sund eller usund forening. Derimod skal du undersøge, hvad denne boligafgift bliver brugt til. Hvis boligafgiften er høj, kan det nemlig også være et tegn på at bestyrelsen har styr på økonomien. I den forbindelse skal du være opmærksom på, hvor stor gæld der er i ejendommen, samt hvilken form for lån foreningen har optaget. Har foreningen taget et lån med variabel rente eller en fast rente? Det har indflydelse på om boligafgiften vil stige uventet. Dette kan ske, hvis foreningen har tegnet et lån med variabel rente.

Renovering

Ved køb af en andelsbolig skal man også være opmærksom på hele ejendommens stand. Ser taget ud til at skulle skiftes? Skal der males? Ser det generel ud til at der skal foretages nogle større renoveringer i fremtiden, og i så fald; har foreningen penge til at foretage denne renovering, eller skal foreningen optage lån for at kunne få råd til renoveringen. Det påvirker boligafgiften og kan gøre boligen mindre eller mere attraktiv for fremtidige købere.

Købsaftale  

Hvis køberen er tilfreds med andelsforeningen, skal der indgås en købsaftale. Ved køb af en andelsbolig laves der ikke et skøde, da køber juridisk set ikke ejer boligen. Det gør foreningen. I købsaftalen står der en række basale ting om købet som f.eks. prisen og dato for overtagelsen. I købsaftalen er det varmt anbefalet at man har et advokatforbehold, som sikrer dig at du kan lade din advokat læse aftalen igennem og du kan derefter vælge at trække dig ud, hvis advokaten finder noget i aftalen, som ikke er forsvarligt at godkende. Uden denne vil du skulle betale for at trække dig fra aftalen.

Betaling

Når man køber en andelsbolig, skal man i sidste ende til betalingen. Betalingen foregår anderledes end når man køber en ejerbolig. I stedet for at overføre beløbet til andelshaveren, overfører man først pengene til foreningen. Hvis den tidligere andelshaver har en gæld til andelsforeningen, trækker denne beløbet fra overførslen og giver derefter pengene videre til den sælgende andelshaver.